Giv slip på gamle følelser og få det bedre med dig selv

Få indre balance og få mere ro, glæde og overskud

Få nemmere ved at tackle konflikter med andre

Billede af Henrik Halskov i profil
Henrik Halskov

Den lange

Det kan synes som to uforenelige verdener at arbejde både som healer, psykoterapeut, bestyrelsesmedlem, executive coach og virksomhedsleder på én gang.
Men i virkeligheden er det ikke så underligt, som det måske lyder. Det er nemlig sådan, at uanset hvad jeg beskæftiger mig med, er det de samme evner, jeg gør brug af, og de samme værdier, der ligger til grund for mit arbejde.

Jeg har et skarpt intuitivt overblik og ser de – ofte umiddelbart usynlige – mønstre, der styrer både mennesker og virksomheder. Jeg tænker i helheder og er derfor meget opmærksom på, hvordan elementer, der tilsyneladende ikke er forbundne, alligevel påvirker hinanden i systemer, som måske ikke er indlysende, når man selv står i dem.

Jeg er nærværende, kompetent og resultatorienteret samtidig med, at jeg møder alle mennesker med indfølelse, respekt og rummelighed, der tager udgangspunkt i den helt konkrete og aktuelle situation. Jeg er meget dedikeret, uanset hvad jeg laver, så du kan være sikker på, at opgaven bliver løst på en måde, som både er effektiv og samtidig tilgodeser helheden.

Du vil opleve, at jeg er direkte, at jeg siger min mening, og at jeg ikke er bange for at stille spørgsmål. Uanset hvad jeg arbejder med, bidrager jeg med at se nye vinkler og kaste lys på det, man ikke selv er i stand til at se.

Jeg ser det som min opgave at støtte både enkeltpersoner, organisationer og virksomheder til varig forandring, som skaber mere balance, værdi og i sidste ende bidrager til at alle tager ansvar både for sig selv og de større sammenhænge og grupper, som vi allesammen også er en del af: fx familien, virksomheden, samfundet eller jorden som helhed.

Jeg er oprindeligt uddannet levnedsmiddelteknolog og har arbejdet i ingrediens- og fødevarebranchen i 35 år, de seneste 13 år på Scanflavour, hvor jeg er ejer og CEO samtidig med, at jeg er professionel bestyrelsesmedlem i flere bestyrelser.
Jeg er desuden uddannet psykoterapeut (medlem af Foreningen af Danske Psykoterapeuter), coach, hypnoterapeut samt Akasha Master Healer & Initiator, og jeg har haft praksis med klienter og som underviser i personlige og spirituelle transformationsprocesser sideløbende med mit øvrige arbejde siden 2010.